28-08-10
Arbejdernes Landsbank Natløbet
I går fik 144 løbere fornøjelsen af at løbe igennem Aalborg ved midnatstid. Arrangørerne håber at alle deltagere havde en god oplevelse, og glæder sig over, at så mange deltagere havde fulgt opfordringen om at gøre løbet sjovere ved at klæde sig ud i nattøj.
Ruten på 5 km skulle løbet en eller to gange, og førte løberne frem og tilbage over Limfjordsbroen, hvor de - såfremt kræfterne var til det - kunne nyde synet af de to havnefronter i nattelys.
Efter løbet var der hyggelig stemning på Kjellerups Torv lige udenfor Nordkraft, hvor Azzurra gav løberne en velfortjent skål varm suppe.



